lørdag den 22. oktober 2011

Arvesynden har fået en følgesvend.

I dagene hjemme hos min mor, var vi også på besøg hos min onkel Hans. Han samler nemlig på ugler med lys i. Dem var jeg jo lidt nysgerrig på at se, så afsted mod Nordsalling det gik!! På vej derhen spurgte jeg min mor, om hvor mange, hun troede, han havde? Ikke så mange, tror jeg, måske 20 - 30 stykker. Det skulle så vise sig, at det slet ikke var nok! Han har nemlig omkring 75, alle de såkaldte ozonlamper.
Hans har dem stående på hylder overalt i stuen, men denne ugle havde han tre af, så jeg måtte få den ene, hvis jeg ville? Om jeg ville? Selvfølglig ;-) 1000 tak for uglen, Hans. Den står allerede på hylden sammen med "arvesynden", som jeg fik af Bettina.

Jeg har undersøgt det med ozonlamperne lidt. De blev brugt til at fjerne tobakslugt med. Man kan nemlig hælde en væske, som blev kaldt ozon, ned i et lille hul på lampen. Varmen fra pæren gør så, at denne væske fordammer og dermed fjerner tobakslugten. Ozonlamperne findes i mange afskygninger; huse, heste, fugle, skildpadder, katte, aber mm. Uglerne er ret almindelige, og derfor er de også til at komme i nærheden af. Jeg har set dem til salg i antikvitetsbutikker til omkring 200 kr. De mere sjældne, eksempelvis aberne er noget dyrere.
Egentlig er det jo mærkeligt, at man i en tid, hvor rygning var legalt alle steder, alligevel har brugt duftende væsker til at fjerne/sløre røglugten. Jeg har læst mig frem til, at ozonlamperne var almindelige frem til omkring 1970´erne.
Hjemme hos mig har ozonuglerne da også bare en dekorativ funktion som hyggebelysning.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar