lørdag den 27. april 2013

Nyt strikketøj.....

Jeg har købt en lille strikkebog: Sommerstrik - skrevet af Annette Danielsen.
Jeg er især blevet lun på to af modellerne: "Solar plexux" og "Gåseøje"

Jeg tror endda, at jeg har garn i gemmerne, jeg bruge.....
Og det er altid godt at få tyndet ud i lageret ;-)

fredag den 26. april 2013

Konfirmationsgave til Mette Blomsterbergs efterfølger.

Jeg har syet et forklæde til Mette Blomsterbergs efterfølger, Edith, som skal konfirmeres på søndag. Hun er vildt god til at bage, hvilket jeg i flere omgange har nydt godt af, da jeg er i strikkeklub med hendes mor. Hun har efter sigende også selv bagt en stor del at kagerne til kagebordet på søndag. Jeg synes derfor, at et forklæde er en oplagt ide til gave ;-) Jeg har allieret mig med Ediths lillesøster Asta, og fået at vide at konfirmantens yndlingsfarve er grøn. Derfor er alle bånd og syninger grønne.
Nu bliver forklædet strøget en ekstra gang og pænt pakket ind, så det er klar til aflevering på søndag. Jeg ønsker Edith en god og minderig dag ;-)
Selv skal jeg på søndag sammen med Birgitte svinge fadene til Anne Mettes datter, Helenas konfirmation. Jeg har syet en tillægsgave til Anne Mette, nemlig grydelapper, der matcher hendes forklæde. Anne Mette har nemlig skaffet mig en kæmpe dynge aflagte jeans. TAK!
Jeg har været på indkøb og købt masser af skråbånd og zigzag-bånd til flere forklæder. Jeg tror, det årets gavehit i familien....
Endnu et forklæde med grønne bånd og syninger har set dagens lys. Det er også en fødselsdagsgave.
I skrivende stund er der jo stor sandsynlighed for, at jeg skal på arbejde på mandag, da regeringsind-grebet i skolekonflikten formentlig bliver vedtaget i løbet af i dag.  Anne Mette og jeg havde ellers planlagt at lave stuen om til systue på tirsdag og få syet forklæder, grydelapper mm af alle (okay så, sikkert kun nogle af dem) de aflagte jeans. 

GO´ FORLÆNGET WEEKEND TIL JER ALLE ;-)






tirsdag den 23. april 2013

Forklæde og grydelapper af jeans.

Det første forklæde jeg syede af gamle jeans, blev til en gave til min kollega og gode veninde Anne Mette. Hun elsker nemlig at stå i køkkenet og bage  og kokkere. Jeg har nu fået syet et til mig selv med tilhørende grydelapper ;-)

Forklædet her er en lidt anden model end Anne Mettes, som har buede ærmegab kantet med skråbånd. Denne udgave fik jeg inspiration til, da en af husstandens medlemmer (gæt hvem!) så en Morten Kock-film.... Jeg har et par stykker mere på bedding, bl.a. til min svigerinde Helle, som gerne vil have et, som passer til Bjarnes grydelapper.

fredag den 19. april 2013

Paparazzi-fotografer.

Katrine og Marie har haft gang i limpistolen igen.
Denne gang har de lavet et kæmpestort kamera med tilhørende blitz.

Katrine holder kameraet, mens Marie holder godt fast i blitzen.
Der er masser af knapper på kameraet, men jeg tror, de har helt styr på. 
hvilke knapper der bruges til hvad.
Efter at have leget i haven, sneg de sig som ægte paparazzi-fotografer ind på mig,
mens jeg stod og lavede mad i køkkenet ;-)




mandag den 15. april 2013

Noget om knapper.....

Jeg har lånt en fantastisk bog - en bog om knapper. Måske er den så fantastisk, at jeg bliver nødt til at købe den ;-) Bogen viser mere end 2500 knapper og det er vist kun en lille del af forfatterens knappebeholdning.....
Bogen fik mig til at rode i mine knapper. Jeg begyndte endda at se på mine knapper på en lidt anden måde. Det er jo det, der bl.a. er så fantastisk ved knapper! Der dukker hele tiden nye farver, former, materialer, størrelser og kanter op. Se med, hvis du har lyst ;-)
Her er en af siderne med blomsterknapper. Som I kan se, har jeg en magen til, nemlig den lyseblå. Nedenunder kan I se et lille udvalg af mine blomsterknapper.
Jeg opbevarer mine knapper i henkogningsglas, gamle kaffe- og kagedåser, skuffer og små æsker. De er delt op i forskellige kategorier: de blå, de grønne, de lilla, de hvide, de røde, de sorte, de store, de særlige, metalknapper, perlemorsknapper og endelig en rodekasse.
Et lille udvalg af bogens blå knapper.
Et lille udvalg af mine grønne knapper.

 Marmorknapper - først fra "At se - en knap", dernæst mine. Hvis man kan snakke om yndlingsknapper, tror jeg, at marmorknapperne er mine.....Jeg synes dog også, at knapperne på billedet nedenunder er noget særligt ;-)

Fire ret store knapper med fine kanter.
Knapper, som enten har en sjov overflade eller flot kant.
Disse to er de største i samlingen.

Jeg ved godt, jeg har mange knapper, men da min tante forleden skrev til mig, om jeg var interesset i at få nogle knapper, hun havde fundet, da hun ryddede op i sin mors syæske, besindede jeg mig ikke et sekund, men sagde pænt ja tak. 
De fleste at mine knapper har jeg fået foræret, købt billigt i genbrugsbutikker eller loppemarkeder. Der er dog et sted, hvor jeg nemt kan fristes til at købe nogle lidt dyrere knapper (som dog stadig er billige) og det er i Den gamle Købmandsgård på Egholm. Der findes nemlig et kæmpe udvalg af knapper købt på loppemarkeder i Istanbul.
Knapper er min fascination. Hvad er din?








lørdag den 13. april 2013

Tryklås i måsen.

Jeg har lavet en lille opgradering af ugletasken. Jeg har syet en tryklås på måsen af uglen, og så er den anden del af tryklåsen selvfølgelig syet fast inde i hullet.

Så nu kan den lille ugle sidde trygt i sit uglehul uden at falde ud - også selv om der skulle blive svinget godt med tasken ;-)


Lang leveringstid.

Så kom den endelig -
altså broklappen til Jernbanebroen. 

Der går dog 2 uger, inden det hele er på plads.
Det er jo heller ikke lang tid,
når man tager i betragtning, at det er lidt over et år siden,
Jernbanebroen blev påsejlet og pendlerne siden da,
er blevet fragtet over fjorden med bus.


fredag den 12. april 2013

En særlig opgave.

I dag vil jeg kaste mig over en særlig opgave: oplægning af konfirmationskjole. Kjolen er Carolines - en datter til en kær kollega. Hun er så fin og yndig i kjolen, men den er altså lige lidt for lang. Det gælder vist bare om at holde tungen lige i munden og så klippe.....og bagefter skal der lægges op, i hånden ganske vist.
Den har hængt i posen i et par dage nu.....så i dag sker det.

onsdag den 10. april 2013

Recyclede jeans - forklæde.

Gamle jeans, orange skråbånd og orange zig zag-bånd er, hvad jeg har brugt til at lave et forklæde af. Jeg er bestemt ikke færdig med at genbruge/recycle gamle jeans. Der er masser af muligheder: tasker, pennalhuse, nederdele, puder og meget mere. Det bliver sjovt!
Der "bygges" op.
Der peppes op.
En lomme skal der til.
- også selvom man måske ikke har tid til at stå med hænderne i lommen.
Orange skråbånd med polkaprikker afslutter "ærmegabet".
Sådan blev det færdige resultat. Jeg må i gang med en mere ;-)





tirsdag den 9. april 2013

Jeg har fået en ide....

Jeg vil nemlig lave et forklæde af nogle af alle de cowboybukser, jeg har liggende. Cowboybukser jeg vel at mærke har fået foræret til at sy nye ting af. Jeg har jo indtil videre mest lavet tasker og grydelapper. Jeg har derfor tegnet mit gamle forklæde op på papir, så jeg nu har den at sammenligne med. Det bliver nok lidt patchwork-agtigt. 

Jeg har købt noget smart skråbånd, som skal bruges til at peppe den op med, men det hører I nærmere om.....




lørdag den 6. april 2013

Taske med uglehul.

Det er som om, den står på tomgang.....sådan en lockout hiver altså energi ud af mig. Gad vide, hvornår vi kan komme på arbejde igen?
Jeg har haft gang i tekstiltusserne og peppet min t-shirt lidt op. Man er vel håndarbejdslærer ;-)

Men jeg er da endelig blevet færdig med tasken til Carl Eriks barnebarn, og jeg synes da egentlig, at den er blevet meget sød.

Der skulle syes en ugle til hullet. Den matcher tasken og er holdt i lilla nuancer. 

Den er selvfølgelig foret med uglestof, og så er der en lynlåslukning. Håndtagene er syet fast med grønne knapper.