søndag den 25. juni 2017

Strikkeklubben skal lære at hækle ;-)

En af mine veninder, Bettina, i strikkeklubben vil gerne lære at hækle granny stribes. Sanne blev vist også inspireret, så næste gang, vi mødes, er det måske omkring hækletøjet. (Sådan i parentes bemærket, er det nemlig sjældent strikketøjet bliver luftet i vores strikkeklub) Jeg har lovet at hjælpe og vejlede. Derfor har jeg nu selv købt garn til et tæppe - silkwool fra Garnudsalg.
Tæpet består af luftmasker, fastmasker og stangmasker. Jeg har købt garn i 6 forskellige farver - den mørkeste blå skal være en gennemgående farve. Rækkefølgen på striberne udtænkes undervejs.
Jeg er kommet godt i gang, og tænker at det det bliver et ferieprojekt.....
Efterhånden som jeg får hæklet, synes jeg at kunne mærke, at det bliver et ret lækkert og luftigt tæppe.

Afslutninger.

I går hentede vi Marie hjem efter et begivenhedsrigt år på Horne Efterskole. Det gav vand ;-) - eller måske er det bare den hårde vind, som ofte hersker på de kanter, der fik vandstanden til at stige....
Men Marie er en af de heldige, hun vender nemlig tilbage efter ferien, hvor hun skal gå i 10. klasse. Men lige nu "fordøjer" hun 9. klasse, de mange venskaber, oplevelserne, udfordringer og alt det andet fantastiske, de kan på Horne......
Senere på dagen får vi besøg af Sarahs klasse fra Handelsgymnasiet på Turøgade - jeg er klar med "mors madpakke" - med eller uden alkohol. Bare de kan holde til det 😜 Sarah fester på 6. døgn. Det må være deres unge alder, der gør, at de kan holde til det.....
At de skal have "mors madpakke" skyldes jo, at der i den blå bog blev nævnt, at Sarah gennem alle årene har nydt godt af mors madpakke. Tænk engang, at det er blevet bemærket....derfor denne løsning på servering til studenterne.



lørdag den 17. juni 2017

Nederdel fra genbrugsen

Jeg arbejder også lidt på denne sag - en nederdel fra genbrugsen.
Jeg har fundet lidt grønt: knapper, batikfarvet bånd, bånd købt i Liberty og broderigarn.


Blå er det nye sort.....

For lang tid siden fik jeg denne hørjakke foræret af en af mine sykursusveninder. Nu har den hængt på bøjle i en hvid udgave i nogle år. Det har helt fra start været planen, at der skulle 'gøres noget'. Og i dag er den så blevet farvet blå med batikfarve - men hvad så nu?
Ærmerne er lidt for lange, så det skal der i hvert fald gøres noget ved. Jeg tror, jeg vil brodere på den.....

fredag den 2. juni 2017

Vareudbringning.....

I torsdags bragte mine håndværk- og designelever varer ud for Brugsen i Hou. Vi kørte indenfor bygrænsen - Der var ret mange kunder fra de omkringliggende byer og sommerhusene udenfor byen, som vi desværre måtte sige nej til. 
Selv om udbringningen var gratis, fik ungerne både is, flødeboller, chokolade, slik og lommepenge ;-) lommepenene bruge vi på is i Ishuset på havnen i Hou, en af de sidste gange, vi har håndværk og design. Der er både til kugler, guf og syltetøj.