Viser opslag med etiketten Retro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Retro. Vis alle opslag

torsdag den 31. juli 2014

Søholm keramik til mig ;-)

Turen til Salling - altså halvøen - resulterede i 3 små vaser og en lampe fra Søholm. Vi er ikke helt enige om, hvor pænt det er....
Jeg synes nu, det passer rigtig godt sammen med de ting, jeg har syet af aflagte cowboybukser.....og så er det jo totalt retro.
Lampen havde den grimmeste skærm, så jeg må på jagt efter en ny! Efter at have søgt lidt på www!  ser det også ud til, at jeg har købt det til en rimelig pris. I hvert fald var alle priserne på www højere end, det jeg gav. 
Hvis du kommer til Rødding/Spøttrup og har lyst til at kigge lidt på antikviteter, ligger butikken på Nymøllevej. Butikken er forholdsvis stor og der er især glas og keramik.



søndag den 22. december 2013

Juletræstæppe fra dengang da mor var dreng.....

I går var jeg et smut hjemme hos min mor, og med mig fik jeg dette gamle juletræstæppe ;-). Det blev taget i brug første gang i 1967 - det år mine forældre blev gift. Siden er der kommet flere årstal på.
Det ældste årstal på tæppet er dog 1968. Jeg synes, det er så flot og er rigtig glad for, at det nu skal "bo" hjemme hos mig.


Nisser og årstal er lavet af filt og syet eller limet på. Og så er det for resten min mor, der har lavet det!





søndag den 2. december 2012

Et scoop og retro-tøjdyr.

I min jagt på store grønne knapper (som jeg ikke fandt) løb jeg ret tilfældigt over noget andet, jeg har ledt efter i lang tid: nemlig små kakler, som man (bl. a. min mor) kunne samle sammen med hollandsk chokolade. Jeg var heldig at finde to æsker, som stod langt inde i en reol i genbrugs-butikken på JF Kennedys Plads i Aalborg. JUBII!
Jeg betragter dem som lidt af et scoop, da jeg sammen med min mor har ledt efter dem i ret lang tid.
Nu må jeg til at regne lidt for at se, om jeg har nok til at lave min fars svendestykke (et sofabord) om til et kakkelbord. Jeg har nemlig også denne æske:

Efterhånden har jeg haft mange klasser til håndarbejde, nogle ting går godt og andre ting er for svære og bliver derfor ikke en succes. Det, der går godt, bliver jo nogle gange næsten en tradition; i hvert fald har mange af mine klasser lavet nøgleringe af traktordæk, syet ugler og julesokker samt nålefiltet.
Nu har jeg så fået foræret en bog, som jeg synes er ret sjov. Det er nemlig Gunvor Asks bog: Dukker og dyr fra 1978.
Jeg synes, der er mange mange sjove dyr i; måske fordi jeg kan huske dem fra, da jeg selv var omkring de ti år og havde håndarbejde. Jeg tror, jeg vil lave en elefant eller to som eleverne i 4. klasse skal sy i håndarbejde efter jul.
Som I kan se, skal den syes sammen af to stykker stof, som dog forinden skal have syet øjne på. Bagefter udstoppes den og ørerne markeres ved at sy ned langs siden af hovedet. Snablen holdes nede af en truklås. Så i løbet af december (måske først i juleferien) laver jeg en - måske to - demonstrationsmodeller, som skal overbevise eleverne om, at elefanter er de nye ugler.

onsdag den 26. september 2012

Retro-strik.

Min veninde Jane har været på biblioteket.
Der har hun lånt en strikkebog fra 60´erne.
Og se lige her - det er da fantastisk, så moderne den er!!
Modellen er en "Aalborgtrøje" og er en rekonstruktion
af en mandstrøje fra Nationalmuseet.
I bogen er den strikket op i mørkeblå og råhvidt.
Jeg er sikker på, at den også vil være smart i mange andre farvekombinationer.

Jeg synes, den burde pryde vinduerne i byens strikkebutikker!!
Herhjemme tror jeg, at det bliver et af vinterens strikketøjer ;-)
(Hedder det nu også strikketøjer i flertal?
Ja det gør det, selvom jeg synes, det lyder underligt.)


fredag den 4. maj 2012

Fredag på Nordkraft.

Jeg er netop hjemvendt fra Nordkraft, hvor der i dag var antik- og retromarked.
Bemærk den lille ugle i midten af billedet - vi så nogle stykker af disse såkaldte ozonlamper, men jeg kunne nu godt lade være være med at købe dem. Tænkte bare på, om min onkel Hans havde disse eksemplarer?
Hov, der var jo lige en kasse med knapper, den kom jeg vist til at kigge lidt dybt i .....
Der var, som I kan se, mange flotte ting, og man kunne sagtens gøre en god handel .....





tirsdag den 1. maj 2012

På fredag skal jeg på Nordkraft!

På fredag skal jeg på Nordkraft, da der er Antik og retromarked. Om ikke andet så bare for at snuse lidt rundt. Jeg har allerede en aftale med en strikkeklubveninde. Vi cykler kl. 11. Er det flere, der skal med??

onsdag den 15. februar 2012

Aben Torkild.

Jeg har tidligere skrevet om "Elefanten der fik en l-a-n-g næse". Jeg har nu mødt et par stykker, som selv har haft nogle af de hæklede dyr. Og i dag var aben Torkild at finde på Hou Skole, han er nemlig sovebamse hjemme hos Mia, min kollega Anne Mettes datter.
Det er mormor, der har hæklet. Han er ikke helt magen til aben i bogen, men der er vist ingen tvivl om, hvorfra hun har fået inspirationen. Udover at han er hæklet i en anden farve, har han en fin hat på. Jeg siger mange tak for lån af Torkild til Mia og Anne Mette ;-)