lørdag den 29. september 2012

Hvad er det nu lige med de knapper?

I går i håndarbejde sket der noget forunderligt.....
Der var helt stille - i meget lang tid.....
Kassen med knapper stod på bordet og pludselig var drengene i gang med en leg.
Det var jo egentlig ikke det, de skulle.....
men de havde gang i en leg, hvor knapperne var juveler.
Knapperne var derfor delt op i flere forskellige slags juveler.....
Der var stor forskel på juvelernes værdi,
så gik de rundt og stjal dem fra hinanden,
nogle havde vagter til at passe på knapperne,
mens de selv gik på jagt efter nye i kasssen.
Selvom jeg også roder rundt i mine knapper for at finde den helt rigtige knap, undrer jeg mig alligevel over, hvad det er man/vi/jeg finder så fascinerende ved knapper. Jeg har hørt flere fortælle, at de - især da de var børn - synes, det var sjovt at komme hjem til bedste/farmor/mormor og lege med hendes knapper. Engang sad en af mine elever (en pige med ADHD) og talte de lyserøde knapper. I 1 1/2 time sad hun helt stille og talte, lavede 10´er bunker, så hun til sidst havde fundet ud af, at der i kassen med knapper var 326 af de lyserøde knapper. Sjældent havde vi set hende så koncentreret og stille i så lang tid.....

Så pyt med, at drengene ikke fik lavet det, de de skulle. De havde en god håndarbejdstime, og det er jo også et af succeskriterierne.....

onsdag den 26. september 2012

Retro-strik.

Min veninde Jane har været på biblioteket.
Der har hun lånt en strikkebog fra 60´erne.
Og se lige her - det er da fantastisk, så moderne den er!!
Modellen er en "Aalborgtrøje" og er en rekonstruktion
af en mandstrøje fra Nationalmuseet.
I bogen er den strikket op i mørkeblå og råhvidt.
Jeg er sikker på, at den også vil være smart i mange andre farvekombinationer.

Jeg synes, den burde pryde vinduerne i byens strikkebutikker!!
Herhjemme tror jeg, at det bliver et af vinterens strikketøjer ;-)
(Hedder det nu også strikketøjer i flertal?
Ja det gør det, selvom jeg synes, det lyder underligt.)


lørdag den 22. september 2012

Hæklet LP.

I går gik min musiktossede, rummelige, hjertevarme og fantastiske kollega Carl Erik på efterløn. I gennem mine år på skolen, er han den person, jeg har arbejdet sammen med i længst tid - og jeg har aldrig kedet mig i hans selskab ;-) Derfor skulle dagen i går også være festlig og det blev den! Med masser af sang, musik, taler, gaver og en lille smule tårer. Vigtigst af alt, tror jeg, at hovedpersonen havde en uforglemmelig dag ;-)
Mit lille ydmyge bidrag til gavebordet var en hæklet pude forestillende en LP.
Med hjælp fra Kirsten - en af pigerne fra sykursus - var det muligt at få LP´en "udgivet" i Carl Eriks navn. For at få det hvide til at forsvinde, var det nødvendigt med lidt vand.
LP´ens bagside er dog ikke hæklet men syet i sort hørstof og rød lynlås. For at få LP´en til at fremstå med riller, har jeg hæklet fastmasker ovenpå de fastmasker, jeg hæklede for at lave selve LP´en.
Indpakket i cellofan og et kort med noder formet som hjerter ....... så er puden klar til aflevering.

lørdag den 15. september 2012

Livs uglepude.

Lynlåsen blev købt og så var det jo bare om at komme i gang!
Alle delene er klippet og strøget på flixofix.
Når der nu ikke var en lilla lynlås, der passede i farven......
ja så tager man en grøn!
Uglepuden, inden den fyldes ud med vat.
Monteringspuder i uglefacon findes ikke i løs vægt ;-)
så jeg syr dem af det pudevår, som Stof og Stil har
 brugt til deres store monteringspuder.
Det færdige resultat. Nu er det sådan med Liv, at hun er så nem
at gøre tilfreds. Hun siger nemlig altid, når hun får gaver:
"Det var lige det, jeg ønskede mig."
Mon denne ugle falder i god jord? I hvert fald er den syet i hendes yndlingfarver.


 

Fødselsdagsgave til Liv.

En af mine fem dejlige niecer har fødselsdag.
Hun bliver fem år og ønsker sig en ugle i yndlingsfarven lilla.
Mon ikke disse stoffer kan gå an?
Fødselsdagsgaven til Liv er et af weekendens gøremål.
Jeg mangler lige en lynlås.....
Men når den er færdig, kommer den selvfølgelig på bloggen!


mandag den 10. september 2012

FN-læsedag på Hou Skole.

Vi startede med at læse om ham her:
Så læste vi bøger - masser af bøger,
spillede scrabble i forskellinge udgaver og  wordfeud.
Da dagen sluttede, sendte vi balloner afsted ud over Kattegat.
Hvor langt mon de kom?


søndag den 9. september 2012

Dagens guf.

Marie og jeg har lavet lakridskonfekt. Her er det lige kommet ud af ovnen.
Hældt i en lille skål og man kan næsten ikke se, at det ikke er den ægte vare.

En Elbrønd til en Elbrønd.

Så har jeg fået syet en mobilpung af de lilla læderbukser, som jeg fandt til billige penge til Open by night i Nørresundby. Den skal sendes til Henny, min mors tante, fordi hun var så gæstfri, da min mor og jeg var på cykeltur til Holstebro i sommers.
Den ligger nu klar i en kuvert og bliver sendt til Asp i morgen med posten. 

torsdag den 6. september 2012

En god undskyldning!

Forleden havde jeg en god, synes jeg selv, undskyldning for at købe en pose lakridskonfekt. Jeg skal nemlig lave en gave - en gave med lakridskonfekt lavet af fimoler. Det er en hemmelighed, hvem gaven er til. Så for at få lakridserne i en naturtro størrelse, blev jeg jo nødt til at have den ægte vare liggende ved siden af!


Jeg har ikke prøvet det før, men jeg har spurgt mig lidt omkring, og kigget lidt på youtube, hvor man kan finde små videoklip, som viser, hvordan man nemmest laver det.  Og hvad er i øvrigt forskellen på cernit og fimoler? Men de blev nu ganske fine og lakridskonfekten i skålen, ja det er for længst spist!

søndag den 2. september 2012

Gummi i 4. klasse.

Så er der gang i nøgleringene i 4. klasse. De er lavet af traktordæk, vokset hørtråd og lamineret ynglingsbillede/logo. Der er plads til både hunde, sig selv, egne tegninger, FC Milan, FC Barcelona, skeletter, lego og meget andet.
Selv om nogle lægger ud med at sige, at det kan de ikke finde ud, for de har aldrig prøvet at sy, ja så ender det alligevel med et fint resultat. En af drengene fik endda lavet en udgave, som jeg ikke har set før; halskæden med fingerstrikket kæde. Så kan både mor og far bruge den!!
Traktorslangerne har jeg hentet i Hjallerup på maskinstationen. De kiggede godt nok noget, da jeg kom første gang for at hente slanger. Men det er gået over ;-) Som det ses, er vi kommet godt i gang!