onsdag den 29. februar 2012

Strik i 4. kl.

På fredag skal vi have gang i strikkepindene - endda på opfordring;-) Så jeg har brugt noget af vinterferien på at finde ud af, hvad der skulle strikkes, købe garn og stikkepinde - de har det nemlig med at forsvinde, strikke modeller, valke og færdiggøre dem.
http://www.emu.dk/, som er en portal for undervisere, fandt jeg noget, som jeg mente at kunne bruge: bælter, som skal valkes. Der er to modeller; en for dem som kan strikke og en for nybegynderne.
Det første bælte er til dem, der godt kan strikke - de skal lære at tage ud og ind samt lave knaphuller. Bæltet skal pyntes med knapper, ligesom knapperne også skal bruges til at lukke bæltet med. De to sidste er til nybegynderne, som jo "bare" skal lære at strikke. De skal monteres med et klikspænde - jeg fandt dog et gammelt spænde, som jeg bruger i første omgang, i min mors gemmer.
Jeg har valket bælterne ved 40 gr. Jeg vil dog valke det tyrkis og lilla bælte en gang til ved 60 gr, da jeg vil have at "strikrillerne" bliver mindre tydelige - desuden er de også for lange.
Sådan kom knappebæltet til at se ud - jeg har udelukkende brugt metalknapper. Der er lavet to knaphuller, så der er mulighed for at justere længden. Jeg glæder mig til på fredag, hvor vi skal i gang med at strikke. Jeg har inviteret elevernes farmor, mormor eller bedste med. Det plejer at være hyggeligt og så er det en god hjælp for mig i opstartsfasen, indtil alle kommer igang;-)

mandag den 27. februar 2012

Jægerens puder.

Så fik den brølende kronhjort endelig følgeskab. Jeg har virkelig brugt alt, hvad jeg havde af det grønne stof og har måtte sy det a la patchwork. Jeg kunne ikke finde noget brunt fløjl til fasanpuden hverken i Skive eller Holstebro - som matchede puden med kronhjorten, så for at få puderne lige store, måtte jeg udover de sørgelige små rester bruge brunt gros grain bånd til fasanpuden. Men det ser nu egentlig heller ikke så tosset ud, hvis jeg skal sige det selv ;-)

søndag den 26. februar 2012

TRUUUT - her kommer jeg.

Så er jeg her - jeg er en pygmæ-elefant fra Mombasa - jeg har lært at trylle af en medicinmand, som jeg mødte under min rejse til Danmark. Jeg kan to tryllekunster:
  • trylle små børn i søvn.
  • trylle elefanters snabler tilbage i den rigtige størrelse, hvis de skulle være så uheldige at have fået en lang snabel.
Mit trylleord lyder sådan her: "Krympedihokus, krympedipokus, krympedilefankat" - men pas på, brug det kun, når det er absolut nødvendigt!
Anette begyndte at hækle mig, da hun havde fundet de helt rigtige farver til mig hjemme hos sin mor. Jeg tror, jeg er en pige-pygmæelefant med de farver! Jeg skal sige Jer, jeg skal nemlig bo hos en sød prinsesse-pige, som hedder Liv. Hun er fire år og bor sammen med sin familie langt ude på landet i Midtjylland. Jeg har hørt, at Liv sagtens kan  falde i søvn om aftenen, så det bliver en nem opgave at få hende til at drømme søde drømme.....
Nu er jeg endelig færdig, fået godt med fyld i maven, store ører, så jeg kan høre, om der er børn, som ikke kan falde i søvn og en dejlig snabel, som jeg kan truuuutte godnatsange med.

lørdag den 25. februar 2012

Mere fra Co´s hånd.

I skal lige se lidt mere fra min mors hånd:


















En super flot flettet taske i papir med magnetlås og skulderstrop.

Hun har ugler hængende i entreen - gad vide hvor hun har fået den ide fra? For jeg har dem kun i stuen og på reposen ved mit skrivebord/sybord ;-)



fredag den 24. februar 2012

Sådan får man bugt med 550 slips.

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvem Co er? Egentlig er der ikke nogen Co, men så alligevel. Mange af mine veninder og kollegaer er også kreative og opfindsomme mennesker, Marie har også vist talent udi det kreative, farmor sidder tit med noget håndarbejde i hænderne, men der er en, der falder ved siden af - altså på den gode måde - og det er min mor. Hun er bestemt en af Co´erne!! Nu skal I bare se, hvad hun har gang i.....
På væggen i min lillebrors gamle værelse hænger det meste af et patchworktæppe lavet af slips. Hun mangler lidt endnu, men regner med at bruge i omegnen af 550 slips. Ud af hvert slips kan hun få 4 - 7 "møllehjul", det kommer nemlig an på, hvor brede slipsene er. Hvert "møllehjul" er syet sammen af 12 små lapper - i hånden!! Imponerende!!


En æske fuld af små "patches" klar til at blive syet sammen til "møllehjul". Efterhånden har min mor lavet mange tæpper, det er ikke altid, hun har en aftager til dem. Men der er i hvert fald en, der gerne vil have dette slipsetæppe liggende på sofaen - og det er mig!




torsdag den 23. februar 2012

Feriedage hos Bedste.

En af de bedste ting ved at komme hjem til Bedste er:
en frisk gåtur ved Vadum Strand sammen med Bedste,
faster Helle og Bjarne. Selvom vi burde være rutineret,
glemte vi at få en pose med alle hulstenene.
 Så vi slæbte kun hjem, hvad vi kunne have i lommerne ;-)

mandag den 20. februar 2012

Pude, strik og vinterferie.

"Den brølende kronhjort" skal have selskab af en fasan! Og bagefter skal de begge sendes til Sønderjylland. Der bor nemlig en forhenværende ( jeg tør ikke skrive gammel - hun er nemlig yngre end mig) klassekammerat, som har lagt billet ind på begge puder.
 Jeg har haft lidt problemer med, hvordan puden skulle se ud, da jeg ikke havde så meget af det grønne stof tilbage og slet ikke noget af det brune fløjl. Jeg havde ellers købt noget brunt fløjl i "Stof og stil" i sidste uge, men det passede slet ikke sammen med det brune fløjl på kronhjortepuden. Og efter et smut i "Stof 2000" har jeg fundet ud af, at brunt ikke  bare er brunt - overhovedet ikke. Så nu tjekker jeg lige et par udenbys stofbutikker, når jeg nu alligevel skal afsted ;-) 
For mig er der meget historie i de to puder; jeg syr puderne og de kommer til at stå i sofaen hos Lillian, jeg kender fra min barndom/ungdom. I mange år gik vi på hver vores skole, men kendte hinanden, fordi vore fædre var medlem af den samme jagtforening, hvor vi nogle gange var med - nemlig om sommeren, når der var lerdueskydning. Der blev skudt ud over fjorden, og når mændene - senere kom en enkelt kvindelig jæger til - var færdige med at skyde, blev vi unger sendt afsted for at finde lerduer, der ikke var blevet ramt eller gået i stykker, når de ramte jorden. Om aftenen spiste de voksne smørrebrød fra kroen og vi fik pølser og brød. Først i 10. klasse kom vi til at gå i skole sammen. 
Jeg ved ikke, hvem der har broderet kronhjorten, men fasanerne er broderet af min mor. Jeg kan da også huske, at broderiet har hængt i mit barndomshjem, men for rigtig længe siden. Heldigvis var broderiet ikke blevet smidt ud, men gemt, så det nu får nyt liv og forhåbentlig bliver til glæde i Sønderjylland.
Ud over at puden med fasanerne skal syes færdig, er jeg også ved at strikke modeller til 4. kl. Der kommer fotos senere på ugen. Og så har vi jo vinterferie!! Ingen madpakke og vækkeur, der ringer 05.45 - det skal nydes!!


søndag den 19. februar 2012

Buttede ugler.

Var forbi "Stof og stil" og faldt for denne ugle, selvfølgelig ;-)
Jeg fik lavet en håndfuld.
Jeg har ændret lidt på designet. Jeg har brugt knapper til pupiller, ligesom jeg har applikeret øjnene på, da jeg var bange for, at det ikke var nok at stryge dem på med vlixofix. Derfor blev jeg også nødt til at lukke/afslutte den i bunden. De brune ugler er syet af stof, jeg har fået foræret - da jeg viste uglerne frem på arbejde, var der sågar en af mine kollegaer, der havde haft gardiner i stof magen til det brune.... dengang tilbage i 70´erne.

Flere skoleugler - part III.

Så er næsten alle færdige. Her er fotos af de puder, som blev færdige i fredags ;-)
To pragteksemplarer - Oliver og Nikolaj.
 Viktor R - vist en gave til en, som elsker ugler og karrygult - perfekt match.
 Mikkels flotte blå ugle.
Efter ferien skal 4. klasse i gang med at strikke - endda på opfordring! Og ifølge aftale med en af drengene. Det glæder jeg mig meget til.

Det er ikke kun i 4. klasse, de bliver færdige med deres ting - også på "Det kreative værksted" bliver eleverne færdige. De har arbejdet med tasker og er nu begyndt på at sy puder i alle mulige faconer, størrelser og farver. Nogle har selv ideer til hvordan, deres pude skal se ud, mens andre er ude at finde inspiration, bl. a. på internettet.
To færdige, flotte og farverige mobilpunge.
To elever igang med at designe deres runde patchworkpude.


onsdag den 15. februar 2012

Aben Torkild.

Jeg har tidligere skrevet om "Elefanten der fik en l-a-n-g næse". Jeg har nu mødt et par stykker, som selv har haft nogle af de hæklede dyr. Og i dag var aben Torkild at finde på Hou Skole, han er nemlig sovebamse hjemme hos Mia, min kollega Anne Mettes datter.
Det er mormor, der har hæklet. Han er ikke helt magen til aben i bogen, men der er vist ingen tvivl om, hvorfra hun har fået inspirationen. Udover at han er hæklet i en anden farve, har han en fin hat på. Jeg siger mange tak for lån af Torkild til Mia og Anne Mette ;-)


Nogen har været på spil.

Der har været nogen på spil.....
Jeg ved ikke, hvem det er.....
Men på mit skab sidder nu denne fine ugle ;-)

mandag den 13. februar 2012

Skildpadden Skjold - nu fuld monteret.

Som lovet i går, kommer her billeder af Skjold.
Han er samlet med en hæklet blonde.
Jeg er næsten lidt ked af, at jeg skal af med ham.
På lørdag flytter Skjold hjemmefra.
Han skal bo hos Katrine, så jeg kan heldigvis se ham,
når jeg drikker kaffe med Katrines mor ;-)
Så kære Katrine -
lov mig, at du passer godt på ham,
så han ikke ender sådan her:
Jeg er nu ret sikker på, at Skjold får det godt hos Katrine, så billedet var mest
for at vise, hvordan han ser ud fra neden ;-)
Det gode ved Skjold er, at han er hæklet af garnrester fra min mors "garnlager". Jeg har lovet mine niecer at hækle pygmæelefanten fra Mombasa og aben Torkild fra samme bog (Elefanten der fik en
l-a-n-g næse), som Skjold stammer fra. Men jeg har vist noget jeg skal have gjort færdig først..... Har I det også nogle gange sådan?

søndag den 12. februar 2012

Skildpadden Skjold - part II.

I dag blev han færdigmonteret.
Har ligget på bordet et par dage.

Sådan så det ud, inden han blev samlet.
Billedet af den færdige skildpadde må I vente med ;-)
Jeg synes, det er nemmest at tage billeder i dagslys.....


fredag den 10. februar 2012

Flere skoleugler.

Nu går det stærkt, fem friske ugler blev det til i dag.
Tror resten bliver færdig i næste uge.
Så skal der bages - jeg har lovet 4. kl. uglekager ;-)
Lineas ugle.
Helenas ugle.

Ludvigs ugle.

Lykkes ugle.

Trines ugle.