mandag den 15. oktober 2012

Barselsgave.

Jeg har lovet Frederikke, at sy en barselsgave - ikke til hende - men en hun skal forære væk i nærmeste fremtid. Gaven er til en pige, og jeg fik frit valg på alle hylder.
Inspirationen fandt jeg i Sew it, stuff it af Rob Merrett. Bogen er købt i Liberty, London, men mon ikke den også fåes i DK? Alle modellerne i bogen er selvfølgelig syet i Liberty-stof, men da Liberty-stof ikke er en lagervare på matriklen, så er Frederikkes Babuska-dukker syet af alt godt fra gemmerne ;-)
Jeg har forstørret dukkerne en lille smule, så de er blevet ca 22 cm lange. Ligesom med uglerne, findes der heller ikke Babuska-monteringspuder. Jeg lavede monteringspuderne, fordi jeg har oplevet, at fyldet lige så stille bevæger sig ud gennem stoffet. Og så synes jeg jo heller ikke, at en baby skal have "uld i mund" med kun glad babypludren ;-)
Ansigtet er broderet, øjne og mund er markeret med en forsvindingstusch. Her kan jo ikke bruges knapper.
Planen var oprindelig, at gaven skulle bestå af to Babuska-dukker, en pige og en dreng, men jeg synes egentlig, at det mest ligner to piger. Jeg tror, det er båndet, der har afgjort det? Nu håber jeg bare, at modtageren bliver glad for dem og vil følge hende i mange år fremover.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar