søndag den 4. november 2012

Håndarbejde i 4. kl.

Julen har også gjort sit indtog i håndarbejdstimerne i 4. kl. på Hou Skole. Vi laver julesokker, for det gælder jo om at have dem klar til den 1. dec.
Opgaven lød på at sy en julesok og pynte med med mindst 2 bånd. Der er både røde, grønne og grå julesokker. På et tidspunkt var der gang i alle 7 symaskiner og så har håndarbejdslæreren travlt ;-)

Fodbold og kage.

Hvad har fodbold og kage med hinanden at gøre? Sarah elsker begge dele ;-)
Og i fredags skulle de spille skolefodbold mod Farsø.
Desværre tabte Gug Skole mod Farsø, 0 - 1. ØV og atter ØV.
ØV fordi målmanden på Farsøs hold, spiller i Gug Boldklub og dermed
spiller hun til daglig sammen med pigerne fra Gug Skole. Så nu har hun
HÅNERETTEN - i hvert fald i et stykke tid.

Englebasser.

På vores tur til "Den gamle Købmandsgård" blev jeg fristet af mere end knapper. Jeg købte nemlig også denne sjove og søde engel.
Hun er lavet af en mundspatel, grydesvamp, lysmanchetter, go-cards, knapper, perler og en tynd ståltråd. I mine gemmer og køkkenskabe havde jeg alle tingene på nær mundspatlerne, men dem kan man købe på apoteket til rimelige penge (100 stk for 44 kr). Til gengæld kan man ikke købe mindre end 100 ;-)
Jeg skal da have lavet et par stykker til juletræet, nogle til at pynte andre steder og nogle til at give væk af - måske som værtindegave i december. Jeg har lavet denne engel, "trunten" på kjolen var da ikke til at stå for!
Med alle tingene linet op, er det bare om at komme igang!! Et lille tips er at borre hul i mundspat-lerne med en 0,5 mm bor. Jeg prøvede først med en spids synål, men så flækkede spatlen bare.


onsdag den 31. oktober 2012

Søndagsudflugt på en onsdag.

Tiden flyver afsted og pludselig er der gået flere dage, end man havde planlagt...... I søndags drog Lene, Katrine, Marie og jeg til Egholm. Det var skønt vejr og udover, at vi trængte til lidt frisk luft, "trængte" vi også til et besøg i Den gamle Købmandsgård på Egholm.
Egholm i sigte!
Udsigt til Nørresundby. At komme til Den gamle Købmandsgård kræver en lille hyggelig gåtur. Gå- turen tager ca. 20 minutter, og når vejret var som i søndags, er det en smal sag.
Jeg var godt klar over, at jeg var overhængende fare for at blive fristet. Der er nemlig masser af fine knapper hos Købmanden. Ovenstående er hvad, jeg måtte have med mig hjem. Der var også lidt mere, men det må I vente lidt med at se! Inden vi tog hjem, var det tid til en kop varm kakao ;-)
Sydsiden af Egholm - set fra færgelejet.
Den lille futtende færge på vej fra Aalborg til Egholm.


lørdag den 27. oktober 2012

Nu er det altså snart jul. Eller er det?

Var lige et "hurtigt" smut nede hos Jane i eftermiddags. Hun havde det sidste nye Burda liggende og denne gang i en juleudgave - kun med ideer til jul.
Der er masser af ideer -  helt præcist 82 - jeg har 4 favoritter og jeg håber da, jeg får afprøvet i hvert fald den ene, nemlig fluesvampen. Og hvorfor er den så lige netop blandt favoritterne? Jo, ser I, der er jo masser af knapper på ;-) og hvide knapper har jeg rigtig mange af.....
Fine hæklede juletræer.
En flot strikket adventskrans.
Der er også genbrugsideer, her er det flakoner og syltetøjsglas.

Egentlig kan jeg næsten ikke holde ud, at vi allerede nu skal til at forholde os til julen. Især når jeg i dagligvarerbutikkerne, allerede før efterårsferien, så juleslik og julesmåkager. Vent dog til vi når hen omkring første søndag i advent......Men skal vi nå at få lavet lidt nyt julepynt til træet, vinduerne, skolen eller andet, ja så er det jo nu, vi skal i gang eller i hvert fald begynde at lade os inspirere. Hvis du også er inspireret, ja så er der mange andre ideer i novemberudgaven af Burda.

torsdag den 25. oktober 2012

Amaryllis.

Bare navnet er fantastisk: amaryllis! Så nu har jeg to styks i vindueskarmen. Med lidt held blomster de midt i december. Der er to udgaver, og uden at jeg vidste det, havde jeg købt et "amarylliskit".
Amarylliskit med jord, løg og urtepotte!
Det går stille og roligt fremad med broderiet fra fru zippe.

søndag den 21. oktober 2012

Hvad efterårsferien bød på....

Udover jeg har fået indhentet nogle af de arbejdsrelaterede hængepartier, nåede jeg også næsten alle de andre ting, jeg håbede på at få tid til....
Jeg fik
  • syet barselsgave til Frederikke - det var Babuskadukkerne.
  • syet lidt mere på den lilla kjole - jeg skal have lidt hjælp til at få rettet ærmerne til.
  • købt stof til en ny kjole i City-stoffer i Århus. Den glæder jeg mig til at komme i gang med.
  • besøgt min mor sammen med Marie og hygget med niecerne.
  • begyndt på det lille broderi fra fru zippe.
Jeg nåede altså ikke at sy taske til Carl Eriks 3. barnebarn. Men jeg har lovet ham, at hun kan få den, når hun fylder 1 år. Jeg har lidt lidt at løbe på endnu.....
Broderiet med oldemorfirkanterne skal indfældes i en pude, når det er færdigt. Det skal blive til en fødselsdagsgave. Jeg kan af gode grunde ikke afsløre til hvem...
Så fik jeg fragtet en aflagt skoletavle - eller i hvert fald et stykke af en tavle - til Rødding. Tavlerne er nemlig blevet udskriftet med smart-boards på mit arbejde. Det er meningen, at tavlen skal videre til min lillebror i Karstoft, hvor den forhåbentlig bliver til stor fornøjelse for hans piger. Indtil videre kan man få lov til at tegne og skrive på den hjemme ved Bedste.
En tur rundt i min mors have resulterede i disse billeder:
Græskarhoveder lavet af kusinerne Liv, Cecilie og Marie. Vist med hjælp fra både Bedste, hammer og mejsel.
En vinbjergsnegl.
Frøer og andet godt sat til overvintring i drivhuset.
Et par utætte gummistøvler blev til urtepotter. Og Liv fik nye gule gummistøvler ;-)