fredag den 5. juli 2013

Se lige her!

Nu da det gode vejr er kommet, er det jo med at komme udendørs. Og se lige, hvad jeg opdagede!

To små ferskner - det ene lidt mere rødt end det andet. Nu håber jeg, at vejret arter sig, og at de ikke bliver angrebet af en eller anden "frugtsygdom". Jeg fik jo træet sidste sommer af mine AKT-elever, da de skulle skifte skole og måtte sige farvel til Hou Skole. Spændt på at finde ud af, hvornår det er høsttid for ferskner!

mandag den 1. juli 2013

Flere grydelapper og forklæder.

Der er lagt an til flere grydelapper og forklæder.
Alt sammen syet af aflagte cowboybukser.
Det er vist det, man med et moderne dansk kalder upcyckling.


Mette Jørgensen har på sin blog Bæredygtigt design (www.re-de-sign.blogspot.dk) en meget fin definition/skelen mellem up-cyckling, re-cyckling og down-cyckling. Mette har skrevet om dette emne i lang tid, ja længe før det blev moderne ;-)  Jeg har fundet stor inspiration hos hende - også til brug i undervisningen.

søndag den 30. juni 2013

En af sommerens klassikere.

Når hylden blomstrer er det tid til at lave saft. Så i morges cyklede jeg til Lindholm langs Limfjorden. Derude er der masser af hyldetræer, og det bedste af det hele er, at de står et godt stykke fra vejene og dermed også bilos.
Nu skal det bare stå og trække 3 - 4 dage, så har vi nylavet saft til fødselsdagsfesten på lørdag. Uhm!
Så er vi klar.....
Vi har en mørk udgave, som stammer hjemme fra min mor:
20 store buketter hyldeblomster
500 g mørk farin
500 g sukker
20 g citronsyre 
saften fra en citron
1 l kogende vand
Vi har også en lys udgave. Opskriften er fra "Den grønne syltebog" fra
Tørsleffs Husmoder Service. Opskriften kommer her:
20 hyldeblomt-klaser uden stilk
25 g citronsyre
saft af 2 - 3 citroner
500 g sukker
1 l kogende vand
Marie hjælper gerne til, hun kan næste ikke vente til vi kan smage.
Når saften har trukket i 3 - 4 dage, sier jeg det, og kommer det i fryseren. Så kan det tages op, efterhånden som vi får brug for det. Man kan selvfølgelig også hælde det i atamonskyllede flasker, men jeg kan bedst lide, at vi ikke bruger konserveringsmidler ;-) Tror jeg vil lave noget af saften til isterninger. Så er det nemt lige at komme en terning i et glas hvidvin, danskvand eller bare almindelig vand.

lørdag den 29. juni 2013

Efterskole-survival kit, part II

Så er efterskole-survival kittet syet færdigt.
Der skal da lige syes et lille Elbrønd & Co-bånd på.
 Der er købt gode ting og sager til at putte i.
Og selvfølgelig et foto af forældrene og lillebror - 
bare i det tilfælde, at hun skulle komme til at savne dem.
 Nu skal den bare pakkes ind og afleveres ;-)
Jeg tror, den passer lige til Julie -
jeg glæder mig i hvert fald til at give den til hende ;-)



fredag den 28. juni 2013

Efterskole-survival kit.

I morgen fylder et af "børnene" i vennekredsen år. Hun bliver 16 - og hvad er det så lige, man giver hende i gave, når vi har en stiltiende aftale om, at prisniveauet ligger i omegnen af en hund?
Jeg tror, jeg har fundet på en god ide.....
Nemlig et efterskole-survival kit, da hun til august skal på efterskole. Blandt venner bliver Julie kaldt Sam, så det kommer til at indgå i gaven, som naturligvis syes af aflagte cowboybukser.

 

mandag den 24. juni 2013

Gummilampe.

Nu hvor der er så fint ryddet op på førstesalen, har denne gummilampe fået en plads ude på reposen.
Den er lavet af eger fra et cykelhjul, som bliver holdt sammen af ringe fra en cykelslange. Bunden er en rund træplade, som er bejset sort. Der er dernæst boret huller langs kanten, hvorefter egerne er sat igennem hullerne. Jeg har set ideen i Britt Jørgensens bog: Gummi - tasker, kurve og krukker. Jeg har også lavet lampen sammen med skoleklasser. Her er udfordringen mest at finde cykelhjul nok, for der går lidt flere eger til, end der er i et hjul. Jeg erfarede, at det er bedst at bruge hjul fra børnecykler. Egerne afgør jo, hvor høj lampen bliver, og efterhånden som man sætter cykelslangeringe på, har omkredsen en tendens til at blive mindre.
Jeg har andre gummilamper, men kig forbi en anden dag, så dukker de op. Snart - lover jeg ;-)

søndag den 23. juni 2013

Frederikkes kjole.

Jeg har fået syet de hæklede firkløvere og knapper på Frederikkes t-shirtkjole. Det var en god og smart ide, hun der fik!! Så i morgen returneres den i færdiggjort stand ;-).
Der er vist ikke så nemt at se, men knapperne er syet på med en sytråd i kontrastfarve. Det giver en super effekt og lige Frederikkes stil.