fredag den 15. juli 2016
Hvad et hvert hjem bør have.....
Knivbukke!! Efterhånden har jeg jo ledt efter knivbukke på loppemarkeder og genbrugsbutikker i et stykke tid, uden det er lykkedes mig at finde dem. Men nu har jeg fået nogle i fødselsdagsgave af min veninde Jane. Nice!
onsdag den 13. juli 2016
Fødselsdagsoverraskelser ;-)
I tirsdags drog Nanna, Ida, Bodil, Marie og jeg afsted på vores årlige cykeltur. Det var femte gang, så man kan vel nærmest sige, at det var en jubilæumstur. Vi cyklede til Hammer Bakker, hvor der er en fin shelterplads - det var også der, vi cyklede til på vores allerførste tur for fem år siden.
At få sat dato på vores tøsetur var en lidt sværere udfordring, end det plejer at være: der var både en ferie til Korfu og en til London, pigerne skulle til fest med overnatning, en spejdertur mm at tage hensyn til. Af alle disse grunde blev turen datosat til d. 12. - 13. juli med en enkelt overnatning. Sagt i sjov forlangte jeg morgenmad på sengen d. 13. da det er min fødselsdag.....
Vi laver altid mad på trangiakøkkenet, når vi er på tur. I år fik vi en to-retters menu: whiskygryde med ris og svampesaute samt frugttærte med friskplukkede blåbær og flødeskum. Bodil og jeg fandt kantareller, mens pigerne blev sendt afsted efter blåbær. Så vi kunne krybe mætte i soveposerne.
Faktisk kan man godt få rundstykker på sengen, selvom man befinder sig midt ude i skoven. For helt uden at jeg havde fattet mistanke, havde Bodil allieret sig med sin mand, Hans. Han kom nemlig med rundstykker, kaffe, the, ost og marmelade og fødselsdagsflag og så var festen jo ligesom i gang ;-)
Det kan man da kun blive glad i låget af. Og se, solen skinner fra en skyfri himmel.
De ser godt nok lidt trætte ud.....men det er jo også først på dagen. Så tak til min skønne veninde Bodil (og Hans) for den dejlige overraskelse!
Vel hjemme igen på egen matrikkel finder jeg denne buket:
Endnu en skøn veninde.....hun har nu kaffe (eller noget stærkere til gode).....med sådan en herlig start på dagen er det jo ingen sag at blive et år ældre!
lørdag den 9. juli 2016
Kan man virkelig overleve på sådan en kurv?
Det satser vi da i hvert fald på ;-) Cecilie, vores kusine fik et efterskolesurvivalkit, da hun skulle på efterskole. Hun gik der i to år. Sarah fik et tilbudt, da hun tog på Ingstrup Efterskole, men hun syntes vist, det var alt for fjollet med moderens genbrugsflip.....Jeg syede også et til naboens datter - hun blev også glad for kurven og tog den med på efterskolen.
En anden datter, Nanna, i vennekredsen skal på Hørby Efterskole efter sommerferien - hun skal selvfølgelig have lidt godter med, når hun drager afsted.
torsdag den 7. juli 2016
Så blev det Maries tur......
Så blev det Maries tur til at komme på efterskole. Det har hele tiden været planen, at hun skulle afsted i 10. klasse, men efter en turbulent tid i 8. klasse, er det nu besluttet, at hun skal allerede i 9. klasse. Det bliver så godt! Jeg er sikker på, at efterskolen kan give hende det undervisningstilbud, hun har brug for!
Og bedst af alt, så glæder Marie sig.....
Når man skal på efterskole, skal man jo have et efterskole-survivalkit, bestående at en kurv lavet af aflagte cowboybukser med fyld. Marie har selvfølgelig været med i designprocessen ;-)
søndag den 26. juni 2016
Møgunger.......
Så fik eleverne sommerferie, og for mig betød det også farvel til min 6. kl., som jeg har været klasselærer for, siden de kom i 3. kl. Vi har lavet mange skønne og selvfølgelig også faglige ting sammen.
Vi har haft en helt fantastisk sidste uge med tur til Fårup Sommerland med overnatning på hotellet (klassekassen gav;-)), festtaler og sange i fredags og sidst men ikke mindst den obligatoriske vandkamp iblandet lidt karameller.
Først fik jeg disse skønne krus/opbevaringskrukker:
De findes i 10 varianter og jeg fik dorthealiljer, lavendler og anemoner. Jeg synes, det er skønt at få gaver, som er varige. Så nu kan jeg tænke tilbage på mine dejlige møgunger, når jeg drikker kaffe. Jeg har heller ikke godt af alt det chokolade og vin, som en spiselig gave evt. kunne indeholde.......
Bagefter fik jeg så vand i lange fede stråler:
Men heldigvis, som I kan se, var jeg beredt og udstyret med vandpistol, 1/2 liters flasker i patrolbæltet og badehætte var jeg klar til kamp! Alle gik våde hjem!
søndag den 5. juni 2016
Se, hvad jeg har købt!
Jeg har gjort et scoop! Ja, det sagde sælgeren i hvert fald........jeg vil nu lige tjekke op på det, men uanset hvad, så føler jeg mig ikke snydt, som i overhovedet ikke snydt.
lørdag den 28. maj 2016
Der "strimles"......
Der skal tyndes ud i cowboybukserlageret! Det gøres bl.a ved at sy puder og en taske.
Banerne er 12 cm brede, og er primært blevet til af buksebenene. Jeg har nemlig syet masser af grydelapper, og de laves jo af baglommerne og så er der ligesom en masse rester.....
I dag har jeg syet disse to puder. Der er lynlås og et Elbrønd & Co-mærkat på bagsiden ;-)
Tasken har i et stykke tid været "in progress". Der mangler hanke og beklædning til indersiden. Jeg
overvejer at opgradere mine tasker med en indvendig lomme med lynlås. Lommen kan bruges til pung, kørekort, nøgler eller andre lidt mere værdifulde ting, vi kvinder nødvendigvis har med i vore tasker.....
Jeg har en stort set magen til, som jeg bruger til skoletaske/skolenet. Selvom jeg har brugt stof fra cowboybukserlageret, kan man faktisk ikke se, at jeg har været i gang......så jeg må jo hellere fortsætte med syningen!!
Abonner på:
Opslag (Atom)













