fredag den 26. juli 2013

Mal løs!

Jeg maler løs.
Jeg har nemlig købt 9,5 l god maling til 100 kr.
Pallen skal op at hænge på den hvide mur. 
Planen er, at jeg skal have fundet nogle "altankasser",
som kan hænge på pallen.
Egentlig troede jeg, pallen skulle males sort, men til de penge,
kan jeg godt "nøjes" med en grå maling.

Jeg har også en lang bænk med plads til 5 personener - den får nu samme farve.
Mere om det senere :-)
Selvom haven trænger til regn, har jeg altså ikke tid til regnvejr!
Jeg skal nemlig male!

mandag den 22. juli 2013

Rod i maskineriet.

Puha....kom til at rode i mine indstillinger.....
Det gjorde jeg fordi, jeg har indlagt en video fra Bispens Marked på Spøttrup Borg. Der er bare det problem, at videoen kun vises, når man slår op på bloggen på PC og altså ikke på div. tablets eller mobiler. Øv Øv.
Jeg tænkte, at det måtte været noget med, hvad jeg har lavet af indstillinger, og så var det at jeg gav mig til at rode rundt i indstillinger. Og det blev i hvert fald til noget værre rod!
Er der noget som kan guide mig igennem mit problem??

Spøttrup Borg - turforslag.

Hvis I trænger til en tur ud I sommerlandet, er der Bispens Marked med masser af middelalderstemning på Spøttrup Borg i denne uge. I kan se programmet ved at klikke på linket til borgen: www.spottrupborg.dk
Her er en video fra sidste års marked:
Min opfordring til at tage til Spøttrup Borg, skyldes selvfølgelig, at jeg er vokset op i Rødding/Spøttrup. Jeg har fodret "borgænder" masser af gange. ("borgænder" = gråænder), jeg har været taget til fange på borgen som en del af en levendegørelse, jeg har lavet opgaver i skolen om Spøttrups studehandler Nis Nissen, optaget en spøgelseshistorie på video, da jeg gik i 10. kl., været til koncert og udstillinger, gået tur i urtehaven og set hvordan naturen har ændret sig omkring borgen, da man slukkede for pumperne og Spøttrup Sø derved blev gendannet. Der er det særlige ved Spøttrup Borg, at der er to volde omkring den.
      Så jeg håber, I har fået lyst til at besøge Danmarks bedst bevarede middelalderborg;-)

lørdag den 20. juli 2013

Bogreol/sofabord af kabeltromle - part III

Kabeltromlen har nu stået til tørre i et par dage.
I dag har den fået en plads - 
måske ikke den helt rigtige, men så kræver det en omplacering,
eller måske endda at noget må lade livet.
( ja det er jo lige før man kan komme i en eksistentiel krise.....)
Tromlen set fra oven, den er ludbehandlet to gange.
Der er plads til dejlig mange bøger ;-)
En plads i hjørnet med nogle af Maries kreativiteter som pynt.

Fest i Karolinelund

Var til en forrygende koncert med Johnny Madsen med band i går aftes i Karolinelund ;-) og vejret..... Ja det kunne jo heller ikke være bedre.


torsdag den 18. juli 2013

Sommerferie er lig med "læseferie"

I mine sommerferier får jeg også tid til læse - ikke at jeg ikke gør det ellers - men i sommerferien får jeg læst mere. Af den simple grund at jeg ikke falder i søvn, når jeg læser ;-)
Denne ferie har/har haft jeg bl.a. disse bøger på programmet:
Disse to fik jeg af min lillebror + familie i fødselsdagsgave. Jeg har ikke tidligere læst noget af forfatteren og på ønskesedlen stod der da også "bare" bøger. Jeg er i gang med "Stjålet identitet", og den er ret spændende! Så det tegner jo godt for "Lig bløder ikke".
Jeg er ofte en tur omkring biblioteket for at låne bøger - Her er to meget forskellige bøger, som er færdiglæste. "Shopaholic &søster" blev læst, fordi den bare er nem at læse og så er den så dejlig uforpligtende. Ved egentlig ikke, om den hører til i genren chick lit? Det gør den vist nok ;-) "Hovedløs sommer" blev klart valgt pga filmatiseringen af nogle af forfatterens andre bøger, nemlig "Kunsten at græde i kor" og "Frygtelig lykkelig"
Sidst med ikke mindst skal disse to læses, fordi forfatteren er Maries dansklærer - lidt nysgerrig er man jo! Jeg er næsten færdig med "Som det ligger", som foregår på Mors. Det gør den jo ikke mindre interessant, da jeg jo er vokset op i Salling og derfor næsten synes, at jeg kender de lokaliteter og typer, han beskriver og skriver om ;-)

Måske er du blevet inspireret til at læse lidt i din ferie,
ja så er det jo om at komme en tur i biblioteket!





onsdag den 17. juli 2013

Sofabord/bogreol af kabeltromle - part II

Jeg har nu fået grundet kabeltromlen med en knast- og spærregrunder for første gang, den skal have en gang mere, inden den males. Jeg har ændret planen lidt siden i søndags. Jeg maler alt hvidt, på nær den øverste flade, som bliver ludbehandlet. Så nu venter jeg bare på, at første omgang grunder er tør.....

Jeg tror altså, den bliver mega flot..... så jeg kan næste ikke vente. Jeg har bestemt, at det bliver mine bøger med og om håndarbejde samt alle min andre bøger med et kreativt indhold, der kommer til at stå i reolen.