fredag den 30. december 2016

Knapper, genbrug og bordpynt.

Selvom der er lang juleferie, bliver det til for lidt......for lidt strik, for lidt syning og for lidt gåture. Til gengæld bliver det til total afslapning, vasketøj, kaffe med naboer og andet godtfolk, hygge, taxakørsel med børn og leg med knapper ;-)
I morgen er det jo som bekendt nytårsaften og udover forretten har jeg også fået til opgave at sørge for bordpynt. Omdrejningspunktet er - og hold nu fast - knapper og genbrug!
Nytårsbuketten består af stjernekastere og blomster lavet af knapper. Til de fleste blomster har jeg brugt tre knapper - til nogle kun to. Stilken er lavet af grøn vindseltråd. 
Festligt skal det jo være, så jeg har "malet" en syltetøjskrukke med lim og drysset sølvglimmer på, stoppet oasis i den, brugt dampspærre til låg og pyntet med en sort sløjfe. Derefter er blomster og stjernekastere sat i krukken. Jeg har tænkt, at man må "plyndre" buketten for stjernekastere, hvis man får lyst til lidt stjernedrys.
Resten af bordpynten har elementer af mine yndlingstemaer: sølv, knapper, glimmer, genbrug og ugler.
Så i morgen står den på borddækning og forret. Godt nytår til jer alle!







Ingen kommentarer:

Send en kommentar