fredag den 4. maj 2012

Fredag på Nordkraft.

Jeg er netop hjemvendt fra Nordkraft, hvor der i dag var antik- og retromarked.
Bemærk den lille ugle i midten af billedet - vi så nogle stykker af disse såkaldte ozonlamper, men jeg kunne nu godt lade være være med at købe dem. Tænkte bare på, om min onkel Hans havde disse eksemplarer?
Hov, der var jo lige en kasse med knapper, den kom jeg vist til at kigge lidt dybt i .....
Der var, som I kan se, mange flotte ting, og man kunne sagtens gøre en god handel .....





Konfirmationsugle

Min mor har bestilt en konfirmationsugle. Den landede for lang tid siden hjemme hos hende, men i dag skulle den gerne lande hos konfirmanden, Hans Christian, som bor nede i det midtjyske. Jeg håber, han bliver glad for uglen og så selvfølgelig, at han får en fantastisk dag sammen med familien ;-) som jeg kender nogle stykker af, da han er min grandfætter.

tirsdag den 1. maj 2012

På fredag skal jeg på Nordkraft!

På fredag skal jeg på Nordkraft, da der er Antik og retromarked. Om ikke andet så bare for at snuse lidt rundt. Jeg har allerede en aftale med en strikkeklubveninde. Vi cykler kl. 11. Er det flere, der skal med??

Jeg kan ik´ la´ vær´.....

Når chancen byder sig, kan jeg ikke lade være med at tjekke genbrugsernes krukker og dåser for knapper. Det har resulteret i en større samling knapper, og selvom jeg bruger del til dekoration og lukninger, køber jeg flere end jeg bruger....
I sidste uge fandt jeg disse 187 knapper og købte dem for den nette sum af 40 kr. Det var jo nærmest en foræring.
Og for at det ikke skal være løgn, fik jeg også en del knapper foræret af Kirsten fra syholdet. Jeg tror ikke, jeg fik sagt pænt tak, men det er hermed gjort: 1000 tak for knapperne Kirsten ;-)
Perlemorsknapperne er klart "juvellerne" i dette køb, så de bliver passet rigtig godt på og bliver brugt til noget helt særligt.

fredag den 27. april 2012

Om lidt er det forbi.....

Lige om lidt skal jeg afsted på sykursus, og lidt senere er det forbi for denne gang. Så jeg håber, jeg når ret langt med min kjole i strækstof ..... i hvert fald så langt, at jeg selv kan sy den færdig med de rigtige finesser syet på den rigtige måde ;-)

Jeg er blevet inspireret af denne kjole:
Kjolen er designet af Gudrun Sjöden, en svensk designer. Jeg fik øje på kjolen, da vores skolesekretær Laila en dag havde den på på arbejde. Jeg er ved at sy kjolen i nogle helt andre farver, nemlig disse:
Her er kjolen riet sammen, og skal rettes til, for den sidder ikke helt, som den skal. Heldigvis er det indsyninger, der gør, at den kommer til at sidde perfekt!
Selvom vores sykursus er slut for denne gang, er jeg næsten sikker på, at vi alle ses igen. Til efteråret er der jo et nyt kursus, hvor programmet står på skjortebluser og jakker. Men vi kan vist også få lov til at sy "udenom" programmet. Så tak til alle pigerne for et hyggeligt og lærerigt kursus ;-)

søndag den 22. april 2012

Genbrug i skolen

Vi forsøger os frem; tasker, penalhuse eller noget helt 3. Vi bruger mest kaffeposer, men der er efterlysninger ude, så vi måske får samlet andet genbrugsmateriale sammen. Så udvider vi projektet.
Håndarbejdsholdet har forstærket kaffeposerne med bogplast. Ideerne har jeg fået i bogen "Bæredygtigt design" af Mette Jørgensen. Hun vandt da også en fortjent 2. plads til bogmessen for undervisningsmateriale. Mette har bloggen http://www.re-de-sign.dk/ . Guf for håndarbejdslærere!

lørdag den 21. april 2012

Dagens mest fotograferet motiv.

Det begyndte allerede i morges. Jane og jeg skulle på sykursus og Jane syntes, vi skulle køre over broen for at se den enormt store kran, som var ankommet i morges. Kranen skal bruges i forbindelse med reperationen af jernbanebroen, som blev påsejlet lige før påske. Det skete så bare det, at kranen skulle ud til østhavnen med en ødelagt brodel, så vi kom til at se kran i meget lang tid, for bedst som vi havde bevæget os ud på broen, gik broklapperne op. Så vi kom for sent på kursus.

Det er ellers en aalborgensisk og også nogle gange en legal joke at sige, at "broen var oppe", når man kommet for sent. Denne gang var broen bare oppe i noget længere tid end normalt ;-)
I eftermiddags var kranen ude at hente endnu en brodel. Det var et stort tilløbsstykke - med masser af mennesker på havnen - både på Aalborgsiden og på Nørresundbysiden. Alle billederne her er taget fra Nørresundbysiden.
 Der er også masser af biler på Aalborgsiden.
Så er den ødelagte brodel fri fra broen - nu skal kranen "bare" vendes og endnu en gang passere Limfjordsbroen.
Det lykkedes og jeg tør vædde med, at denne kran er Aalborgs mest fotograferet "dame" - i hvert fald i dag.