lørdag den 1. december 2012

Juleklippedag i 3.klasse.

I går havde vi juleklippedag på Hou Skole. Jeg er lige ved at tro, at det kan have været en landsdækkende juleklippedag ;-)
Årets tema var stjerner, og vi fik lavet en flot stjernehimmel med hjælp fra en faster med nevø, mange mormødre, farmødre og bedstemødre, en enkelt farfar, en bonusfar og så selvfølgelig mødre og fædre. Nu håber jeg ikke, jeg har glemt nogen! I så fald er det ikke med vilje.
Her er det færdige resultat af formiddagens juleklippedag. Børn og gæster er netop taget hjem og jeg har fået ryddet det sidste op.
Vi brugte mange forskellige materialer: mosgummi, karton - både almindeligt og metallic, stjerne-strimler, perler og knapper, garn og sytråd samt lysmanchetter og muffinsforme.

Mobilpunge uden hank.

I ugens løb blev det til 4 mobilpunge uden hank. De skal bruges til gaver her i december.
De er selvfølgelig alle syet af en genbrugsskindjakke og stofrester. Nogle af knapperne er også genbrug.

Planen for weekenden er at få mine kjoler syet færdige, så jeg må nok hellere få inviteret min søde assistent, Jane, på kaffe! Hun skal nemlig hjælpe med at lægge kjolerne op. Jeg tror også, hun har en kjole, som skal lægges op. Så kan jeg jo gøre gengæld ;-)


tirsdag den 27. november 2012

Jagten på de grønne knapper.

Jeg vil gerne lave nogle flere af dem her:
Derfor er jagten på de grønne knapper gået ind.
Jagten har ført mig til genbrugsbutikker i Hals, Dronninglund,
Skive og Nørresundby. Der var kun bid i de to sidstnævnte byer.
De grønne knapper er fra Skive - 10 for en 5´er ;-)
Perlemorsknapperne fik jeg af min mor, hun havde købt dem
sammen med en værkstøjskasse og andet godt for en 50´er.

Det er ikke svært at finde knapper - heller ikke grønne knapper.
Det svære er at finde store, altså dem der skal bruges til den nederste
del af knappejuletræerne. Men jeg fortsætter jagten på de store grønne!

mandag den 26. november 2012

Maries gave til Asta.

Marie skulle til fødselsdag hos Asta med tilhørende overnatning. Det var sammen med veninderne fra Børnehuset Cirkeline. De mødte hinanden, da de var 3 år, mu er de 11 og holder stadig sammen. Asta er vild med Barbapapa, så planen var klar - hun skulle selvfølgelig have en lyserød Barbapapa. Sidste år fik hun en Barbapjuske, men i år syede Marie selv ;-)
Han er ikke stor, men pænt pakket ind og klar til at give i gave. Jeg synes, det er fantastisk, når Marie folder sig ud og giver sig i kast med at lave noget kreativt. Hun har også en ugle af cernit klar til farmor - den skal bare lige i ovnen først. Hun er gået i tænkeboks, for hvad skal hun lave til Bedste?

søndag den 25. november 2012

Min kitchede adventskrans ;-)

Så blev min strikkede adventskrans færdig. Jeg synes, den er ret kitchet og sjov. Men det bedste af alt er, at den er færdig inden, det er første søndag i advent, at den kan genbruges og at den har været forholdsvis billig - har brugt 25 kr til spyd til lysene, 20 kr for halmkransen og så har jeg selvfølgelig også købt lysene. Garnet har jeg fundet i reste-garn-dyngen og filtkuglerne har jeg fået foræret ;-)
Ja jeg synes altså, det er ret sej! Jeg tror, den holder nogle år. Ellers kan pynten jo skiftes ud eller måske shines op.

tirsdag den 20. november 2012

En hemmelighed og en gave til mig selv.

I sidste uge modtog jeg disse to pudebetræk med posten:
Der er rigtig mange gode detaljer i broderiet.
Og så kunne jeg jo ikke stå for motivet!!
Begge puder er syet af Hanne, som har bloggen Tulipaner og Tomater.
Hun laver de fedeste ting af gamle broderier og retrostoffer!
Uglepuden er til mig selv, men jeg kan endnu ikke afsløre, hvem der
skal have den nederste pude og pudens motiv. Det kommer senere ;-)

søndag den 18. november 2012

Juletræspynt.

På Tina Dalbøges blog så jeg en ide, som jeg bare måtte prøve selv.....
Så jeg fandt de grønne og brune knapper frem.....
Jeg måtte også lige rode Maries perleskuffe igennem....
Blandt Maries perler kunne jeg nemlig finde stjerner.....
Er de ikke bare skønne??