mandag den 20. maj 2013

København tur retur.

Der er ikke sket så meget på bloggen den sidste uges tid. Det skyldes møder og planlægning på arbejde, visitter og byture. Men nu er jeg tilbage igen efter en dejlig weekend i København. Der var både shopping, hygge, besøg hos venner fra kollegietiden, sol, varme og masser af regn og tid til at nyde en god kop kaffe.
Vi var med toget, og jeg nød det i fulde drag. For så var der nemlig tid til at gøre noget så gammeldags som at læse i en bog. Ikke at vi ikke havde i-pad, mobiler og computer med, men det slog mig virkelig, hvor begravet vi (rejsende generelt) er i vores elektroniske udstyr. Heldigvis kan man jo gøre lige det, man har lyst til ;-))
Vi boede på hotel på Frederiksberg og det var i dejlig gåafstand langs søerne til Trine og Michael, som vi kender fra vores tid på kollegiet i Danmarksgade. Jeg havde denne lille gave med:
Så efter en hyggelig morgenmad hos Michael og Trine, stod den på shopping. Sarah mødtes med en spejderveninde, Henrik skulle tjekke løbeudstyrsbutikker. Marie og jeg skulle på Strøget. Vi havde nemlig en mission: briller og andefødder. Vi fik købt begge dele ;-)

At stikke fødderne i et par andefødder, er som at komme tilbage i tiden - jeg havde nemlig et par som barn..... der er dejlig plads til mine brede fødder og jeg er sikker på, at de vil hænge på mig resten af sommeren. Jeg tror, jeg er den eneste i husstanden, der synes, de er fede! Henrik spurgte da også til, hvad de kostede, hvortil jeg kunne svare: "De er ikke nær så dyre som et par løbesko, og så holder de også meget længere!"

Nu vi er inde på snakken om løbesko, var vi i København, fordi Henrik skulle løbe Copenhagen Marathon, så søndag var vi med på heppekoret rundt om i København. Selvom det blev en våd affære, var vi med fra start til slut.
Her står vi ved Politikkens hus - lige ved 2 kilometer-mærket. De to vinkende mænd i hvidt midt i billedet er Tomas (vi fulgtes med hans familie) og Henrik. Her er de stadig friske....
Ca. 3 1/2 time senere på Islands Brygge og med kun 400 meter til målstregen kommer Henrik. Her er han knap så frisk, men stolt over at have gennemført i tiden 3.44.33. I dag får han lov til at ligge på sofaen.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar